Guds moder og himlens veninde

I Middelalderen var der billeder af Jesu mor - eller Jomfru Maria, som vi oftest kalder hende - i kirkerne, i klostrene, i bønnebøger, ved vejene og i hjemmene. Digterne priste hende i hymner og salmer, teologerne skrev om hende, prædikanterne fremhævede hende som et eksempel til efterfølgelse, og både mænd og kvinder henvendte sig til hende og bad hende gå i forbøn for den ulykkelige menneskehed. Efter Reformationen forsvandt hele denne tradition fra den protestantiske kirke. I Danmark var det stort set kun Grundtvig, der fastholdt hendes betydning for kirken, men i de senere år er interessen for Jomfru Maria vendt tilbage. Vi stiller igen spørgsmålene: Hvem var hun? Hvad var hendes rolle i Guds historie med mennesker? Hvad sker der med troslivet, når den skønhed, barmhjertighed, mildhed og ydmyghed, som Jomfru Maria repræsenterede, skal finde udtryk på anden vis? Og endelig: Hvad har Jomfru Maria og kirkens forkyndelse om hende betydet for synet på kvinder? I Guds moder og himlens veninde gennemgår kunsthistoriker og præst Lisbeth Smedegaard Andersen de mange forskellige skikkelser, kunstnerne har givet denne unge kvinde, der ydmygt kaldte sig selv for Herrens tjenerinde, og som ifølge evangeliet fødte Jesus i Betlehem, stod ved hans side på Golgata og var at finde blandt hans disciple i Jerusalem efter hans død. Og som traditionen har anbragt som himmeldronning ved Kristi højre side.