Henry Heerup og Avantgarden

For første gang nogensinde udgives en egentlig forskningspublikation om den danske kunstner Henry Heerup (1907-93).

Gennem seks væsentlige artikler inddrages Heerup i højaktuel forskning, der anerkender og udforsker spændingen mellem de legende, folkekære dimensioner af Heerups produktion og de mere eksperimenterende avantgardistiske træk.

Artiklerne går på hver sin måde i dybden med begreber og tematikker, der på forskellig vis, bidrager til en mere kompleks forståelse af Heerups virke.

Antologien er en fagfællebedømt forskningspublikation, som er blevet til i et samarbejde mellem tre museer; Heerup Museum, Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum og Sorø Kunstmuseum. Artiklerne følges på vej af mange flotte farvegengivelse af værker samt gengivelse af nogle af Heerups væsentligste original tekster. 

Kort præsentation af artikler og artikelskrivere:  

Ph.d. Kerry Greaves påpeger i artiklen ”Vekselvirkning: Heerups legende manøvrering i Linien og Helhesten” det legende som princip og som et teoretisk begreb, der forbinder de paradoksale modsætninger i Heerups værk: det naive, humoristiske, hverdagslige ’nisseagtige’ element og det seriøse, omvæltende, kritiske potentiale.   

Lektor Mikkel Bolt undersøger i artiklen ”Heerups have, tingene og fantasien” villahaven i Rødovre, som dannede ramme om Heerups liv, kunstproduktion og udlevelse af rollen som nisse-kunstner. Bolt sam­menligner Heerups have med bl.a. dadaisten Kurt Schwitters avant­gardistiske totalinstallation ’Merzbau’ i en lejlighed i Hannover. Haven ses således som et utopisk rum, der blev realiseret i en sammenvæv­ning af kunst og liv. Artiklen har været trykt i tidsskriftet Billedkunst (årg. 12, nr. 2, 2004).    

Kristina Rapacki, der er ph.d.-stipendiat, efterforsker i sin artikel”Heerup og folket”, hvilke forskellige opfattelser af folkelighed, der er på spil i Heerups værk og i fortolkningerne af det. Hun undersøger, hvordan de forskellige politiske og samfundsmæssige vilkår under og efter 2. verdenskrig fremmede enten nationalistiske, kollektivistiske, klassebestemte eller universelle udgaver af folkeligheden. Derved fremhæves det, at Heerups folkelighed også omfatter de marginal-iserede skraldesamlere, der ikke er inkluderet i det egentlige folk, men håndterer civilisationens oversete vraggods.     

Heerups artikler i bl.a. tidsskrifterne linien og Helhesten og hans sam­arbejdning af skrift og billede bliver for første gang genstand for en se­riøs analyse i litterat Marianne Ølholms artikel “Et Roderi af Mærkelige Dele – om Henry Heerups tekster.” Ølholm påpeger teksternes visuelle kvaliteter, fremhæver diversiteten i Heerups tekstlige former og læser hans tværmediale praksis ind i en avantgardekontekst, hvor der ikke er et tydeligt skel mellem de forskellige udtryksformer.     

I artiklen ”Skrot, Skrald og Skrammel – på kant med Heerup og Mertz i efterkrigstidens paradisiske helvede” anskuer ph.d. Jens Tang Kristensen Heerups produktion gennem en perspektivering til den 13 år yngre kunstner Albert Mertz. Gennem denne sammenstilling tydelig-gøres de to kunstneres fælles inspiration i surrealismens materiale­sammenstillinger og dadaismens subversive strategier, samtidig med at avantgardeaspekterne i Heerups virke bliver både tydeliggjort og sat i relief af Mertz’ stadigt mere konceptuelle praksis.    

I antologiens sidste artikel, ”Heerup og pastoralen”, anvender ph.d. Karen Westphal Eriksen de klassiske skildringer af det gode, enkle liv i naturen som udgangspunkt for en diskussion af Heerups værker. Hun påpeger dobbeltheden ellem på den ene side naturligheden og umid­delbarhed i værkerne, og på den anden side en villet uskyld, der er resul­tat af Heerups bevidste iscenesættelse af sig selv som fløjtespillende havenisse og af hans selvsikre reference til både klassiske motiver og avantgardens strategier.     

Heerup kommer selv til orde gennem gengivelser af nogle af hans væ­sentligste tekster så som ”Vend Skraldebøtten i Vejret” og ”Al Kunst Bør Være Folkelig” oprindeligt bragt i tidsskrifterne linien og Helhesten i 1930-40’erne. Den første side af hver tekst er gengivet i faksimile, og hele teksten er desuden transskriberet. Det giver et indtryk af tekster­nes oprindelige visuelle, grafiske karakteristika og gør det muligt at hol­de Heerups egne ord op mod artiklernes vinklinger. Endelig vil disse pri­mære kilder fremover være lettere tilgængelige for videre forskning. På samme måde inddrages uddrag af Albert Mertz’ tekst Legetøj.