Hesteæderne 2

Den aldrende hesteæderdigter registrerer verdens hastige opløsning: Resurserne er opbrugt, hestene ædt, lakridssprutten drukket, sproget  har mistet betydning og blomsterne er fjernet. Pludselige dyk i erindringen fylder digteren med vemod, men samtidig  ruster han sig til den sidste store duel med den magtfulde kollega.  Mød mig - og dermed dig selv - med værdighed, synes han at mene, da  han trækker et måneslebet haiku og kaster det mod kollegaens hjerte.