Heydrich

Da Adolf Hitler talte ved Reinhard Heydrichs begravelse i Berlin den 9. juni 1942, mindedes han afdøde som ”en mand med et hjerte af jern”. Andre havde forinden givet Heydrich tilnavne som ”det blonde bæst” og ”Henker Heydrich”, bødlen Heydrich, og i sammenligning med sin chef, den romantisk anlagte Reichsführer-SS Heinrich Himmler, blev Heydrich betragtet som ”slebet stål”. Heydrichs følelseskulde var notorisk, den understøttede hans arrogante facon og hans fysiske fremtoning, der nærmest skematisk fulgte raceteoretikeren Hans F.K. Günthers beskrivelse af en ægte arier: ”blond, høj, langskallet, med smalt ansigt, markeret hage, smal næse med høj næserod, blødt og lyst hår, dybtliggende lyse øjne”. Men under den utilnærmelige mønsternazists ydre rumlede et sind, der var fyldt til randen med nag og komplekser. Heydrich var præget af herskesyge og grænseløs paranoia. ”Den inkarnerede mistro”, kaldte Himmler ham. Men det var et karaktertræk, som kun bragte ham sejre i nazihierarkiet. Han avancerede uimodståeligt, underlagde sig Det tredje Riges enorme sikkerhedsapparat, var arkitekten bag Hitlers vision om et jøderent Europa og kæmpede i inderkredsen omkring Hitler om rollen som Førerens efterfølger. Indtil en skæbnesvanger køretur i Prag.