Hvem kan ro uden årer

Sorg er som tidevand. Den kommer og går.

Sorg er som evigt arvæv.

Hun gik fra vindue til vindue. Så efter lys. Nu regnede det vist også. Gråden løb ned ad vinduerne. Hun fangede et glimt af et grimet og gråt ansigt midt i gråden. Genkendte det ikke. Plejede at haste forbi dette billede.

Man skal have en stærk vilje til at ville livet. Men hvis vi kan komme dertil, at glædes over det liv vi nåede at have, i stedet for at sørge over det, vi ikke nåede, ja, da er vi kommet langt.

Vi vil være i den sorg til evig tid, om det skal være. Hvor skal vi ellers lede efter kærligheden?

Nu vidste hun med sikkerhed det, hun havde håbet at slippe for at vide.

'Hvem kan ro uden årer' er skrevet til dig, der har mistet.
Den er ikke skrevet for at give råd eller vejledning, da det ligger helt uden for min kompetence.
Jeg mistede min mand d.10 februar 2005. I et splitsekund var fyrre års samliv og ægteskab forbi.
Jeg fik hjælp i en sorggruppe, hvilket medførte, at jeg selv nogle år senere blev sorgarbejder. Et arbejde jeg er meget ydmyg over og værdsætter meget højt.
'Hvem kan ro uden årer' blev nødvendig for mig, og er skrevet for at give noget af mig selv. For at fortælle om mine erfaringer og hvad der var godt for mig.
Bogen er således autentisk.