Islamiske digtere og tænkere

Den nøje sammenhæng mellem digtning og tænk­ning er specifikt orientalsk. Perserne anvender det arabiske sprog til skematiske, teologiske og filosofiske udviklinger, men sådanne tørre, nøgterne fremstillin­ger tilfredsstiller dem ikke; de foretrækker at opføre deres metafysiske bygning dristigt, himmelstræbende som moskeernes minareter, og dertil melder poesien sig af sig selv til tjeneste.
Omtrent fra det 12.—13. århundrede behersker sufismen det åndelige liv i Persien. Næsten al poesi sejler mere eller mindre tydeligt under sufisk flag, og det er den europæiske orientalists opgave at under­søge, når flaget lyver. Men sufismen er i virkelig­heden ikke det eneste udslag af muslimernes spekula­tive ånd. Andre mindre almenkendte, men ikke der­for mindre interessante filosofiske retninger har fået deres udtryk i poesien, retninger, som alle bygger på islam, men som bunder langt dybere, idet de har deres oprindelse i den sydende malstrøm af gammelkaldæiske, oldpersiske, indiske og græske ideer, hvori Forasiens tænkere fra arilds tid hvileløst har tum­let sig.
Litterært set står tankedigtere som Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar, Djelal-ed-din Rumi og Sadi i første række blandt den persiske poesis navne, jævnsides Firdusi og Hafiz. For en del af dem, som Attar og Rumi, er filosofien eller teosofien alt, og deres personligheder træder derfor stærkt i skygge. Hos andre, navnlig Nasir Khosru og Sadi, kommer derimod det subjektive moment stærkere frem, og deres digtning bliver derfor tillige en kilde til forståelse af deres individualiteter.
Araberne har kun én virkelig betydelig tankedigter, nemlig Abul-Ala el-Maarri. Til gengæld er han også som den overbeviste og ærlige fritænker et ganske enestående fænomen indenfor den islamiske littera­tur. Han tilhørte ikke nogen bestemt skole og formåede ikke selv at danne nogen livskraftig skole, skønt han som lærer nød ikke ringe tilslutning. Abul-Ala er tillige arabernes sidste store digter; efter hans død er perserne ubestridt Orientens første digterfolk.
I Arthur Christensens klassiske værk omtales følgende digtere og tænkere: Abul-Ala el-Maarri, Avicenna, Nasir Khosru, Omar Khajjam, Ferid-ed-din Attar og Sadi.