Israels palæstinensere

Det er den almindelige opfattelse, at forudsætningen for en ende på den jødisk-palæstinensiske konflikt er en tostatsløsning, dvs. oprettelsen af en palæstinensisk stat, der skal leve i fredelig sameksistens med en jødisk-zionistisk stat. En omfattende løsning på konflikten kræver imidlertid også, at man forholder sig til det palæstinensiske mindretal i Israel, som behandles som andenklasses borgere. I syv veldokumenterede kapitler redegør bogen for de økonomiske, kulturelle, uddannelsesmæssige og politiske livsbetingelser fra 1948 til i dag for dette mindretal i en stat, der definerer sig som jødisk og demokratisk. Den analyserer Israels kolonisering af Palæstina og situationen for de internt fordrevne flygtninge efter Israels oprettelse. Den tematiserer desuden bl.a. judaiseringen af Galilæa og Jorddagen i 1976. Det israelske arbejdsmarked tages under lup. Palæstinenserne var tidligere ekskluderet fra dette arbejdsmarked, men er i dag inkluderet. De ligger professionelt og lønmæssigt i bunden på et kraftigt segmenteret arbejdsmarked, ligesom palæstinensiske regioner og industrier diskrimineres. Palæstinensernes inferiøre status på arbejdsmarkedet hænger til dels sammen med, at der er stor forskel i kvaliteten på det palæstinensiske og jødiske uddannelsessystem, men det handler også om en ulig fordeling af ressourcer. De palæstinensiske elever forsøges socialiseret til at integrere en zionistisk mytologi i et undervisningssystem, der både ideologisk og ressourcemæssigt styres af de israelsk-jødiske magthavere. Denne favorisering af det israelsk-jødiske flertal har medført en stigende politisering af Israels palæstinensere og en afvisning af Israel som en jødisk stat. Der redegøres for den politiske udvikling, herunder bl.a. fremkomsten af al-Ard, det israelske kommunistparti og Den Islamiske Bevægelse, ligesom Vision-dokumenterne fra 2006-2007, der plæderer for Israel som en binational stat med et konsensusdemokrati, diskuteres. Der sættes spørgsmålstegn ved, om Israel er et liberalt demokrati eller ikke snarere et etnisk demokrati. I lyset heraf sættes der fokus på alternativer til det israelsk-jødiske overherredømme. En omfattende løsning af konflikten må indebære et paradigmeskift, hvor Israels jødiske identitet ikke nødvendigvis opgives, men hvor palæstinenserne anerkendes som et nationalt og indfødt mindretal og inkluderes i staten gennem en større grad af ikke-territorial autonomi på en række begrænsede, men centrale områder.