Jeg Carl Larsson

Jeg blev udgivet i 1931, tolv år efter Carl Larssons død, og udløste en chokbølge hos de mange, der havde dannet sig en opfattelse af ham udelukkende ud fra hans ofte idylliske billeder.

Erindringerne fremstiller Larsson som manio-depressiv, men samtidig som et menneske, der kæmpede med sine indre dæmoner for at holde dem i ave - for sig selv og sin families bedste.

Poul Erik Tøjner sætter i sit forord spørgsmål ved, hvad man traditionelt har betragtet som kunstens vigtigste opgave: at blotlægge og afsløre menneskelige svagheder for at nå til en dybere sandhed, og henviser i stedet til Larssons balance mellem det gode og det onde.