Journalisten

Henrik Cavling (1858-1933), søn af to analfabeter, blev Danmarks første egentlige journalist. Han blev uddannet smed og senere som lærer. Samtidig skrev han i aviserne og blev i 1886 ansat på Viggo Hørups nye avis, Politiken. Cavlings reportage fra en eksplosionsulykke i Nordsjælland i 1882 blev hans journalistiske svendestykke, der med sin blanding af kendsgerninger og indlevelse indvarslede en ny form for journalistik, tæt på vore dages ´new journalism´. Han var den fødte journalist med et klart blik for ´den gode historie´, der både kaldte på smilet og medfølelsen

Som rejsende reporter i Europa, Amerika og Det fjerne Østen bragte Henrik Cavling den store verden ind i spalterne. I 1905 blev han chefredaktør for Politiken. Med et nyt format og en hidtil ukendt blanding af nyheder, reportage, interview og introduktionen af kroniken revolutionerede han den danske bladverden, gjorde Politiken til landets største avis samt et forbillede for pressen i hele Norden. Han første en livlig korrespondance med fremtrædende forfattere og andre kulturpersonligheder. En nær ven og mæcen var H.N. Andersen, stifteren af ØK.

For Henrik Cavling var journalistikken selve livet. Med sit kunstneriske talent kunne han også være blevet forfatter, men valgte journalistikken og blev en udfordring og inspiration for eftertiden. I 1944 gav han navn til den mest prestigefyldte journalistpris i Danmark. Som bladmand satte Cavling nye standarder og blev i kraft af gåpåmod, humor og skrivetalent et fænomen i dansk pressehistorie. ´Et folkeligt geni´, mente vennen og forfatteren Johannes V. Jensen.