Kaddish for et ufødt barn

Kaddish for et ufødt barn er en lang og sælsomt smuk indre monolog hvor B, forfatter og oversætter, overvejer hvad det vil sige at være menneske, og jøde, i en verden der har frembragt Auschwitz. Han refererer brudstykker af samtaler han har haft med sin hustru og med filosoffen Obláth, og med sit bibliotek, men først og fremmest med sig selv.

Imre Kertész er ungarer med jødisk baggrund, født i Budapest i 1929 og fik i 2002 nobelprisen i litteratur for et "forfatterskab som hævder den enkeltes skrøbelige erfaring over for historiens barbariske virkelighed". Som 15-årig blev Kertész i 1944 deporteret først til Auschwitz, senere til Buchenwald, hvorfra han blev befriet i 1945. Herefter overlevede han under særdeles vanskelige kår i det stalinistiske Ungarn som forfatter, journalist og oversætter af tysksprogede forfattere og åndsfæller som Nietzsche, Musil, Hofmannsthal, Schnitzler, Freud, Wittgenstein og Canetti. Hans berømmelse er kommet sent og først efter at hans roman De skæbneløse i 1990'erne blev oversat til en lang række sprog (ny udgave: Batzer & Co 2002).

I Kaddish for et ufødt barn reflekterer Kertész over de store eksistentielle spørgsmål og tager livtag med skæbnen i en verden hvor Gud har trukket sig tilbage og skæbnen kan virke absurd, sådan som man kender den fra Sisyfos-myten: Hver gang Sisyfos har rullet stenen op ad bjerget, ruller den ned igen. Kaddish, det gamle jødiske ord for den bøn man fremsiger over de døde, bliver hos Kertész til et råb om indsigt og forståelse - og forløsning. Og det tilbagevendende spørgsmål for Kertész som for andre overlevende fra Auschwitz er: Hvordan kan man overleve 'overlevelsen'?

Den danske udgave er forsynet med et efterord af Peter Nielsen, ph.d. i litteraturhistorie, der flere gange har besøgt og interviewet Imre Kertész.


UDDRAG AF ANMELDELSER

"Jeg vil holde på, at Kaddish for et ufødt barn er den væsentligste bog, der er udkom-met på dansk i flere år." Lars Bonnevie, Weekendavisen

"I selskab med Kertész befinder vi os i lit-teraturens verdensklasse. Det er, hvad Proust kunne have skrevet, hvis han havde været tysk filosof - eller måske omvendt: hvad Adorno kunne have skrevet hvis han havde været fransk erindringsmager. Det er, hvad Albert Camus kunne have skrevet hvis Sisyfos havde været mellemeuropæisk jøde. Det er, hvad Thomas Bernhard kunne have skrevet, hvis han havde været mere forsonet med verden. Det er, hvad Elias Canetti kunne have skrevet, hvis han havde været mindre forsonet med sig selv. Det er liflig næring til ånden, både til Verdensånden og til alle os mindre ånder, der kæmper med tilværelsen." Lilian Munk Rösing, Information

"Ungareren Imre Kertész er i den europæiske superliga for ordkunstnere. Hans uhyggelige værk om KZ-lejrens virkelighed sætter overbevisende de største spørgsmål i spil.
Litterært er der tale om en triumf: Kunsten får hos Celan som hos Kertész orkestreret grusomheden. Ordene graver graven i vinden, så læseren kan stå og meditere ved den og måske blive klogere.
Men det er samtidig en bittert uafgjort -triumf: Hvad er det dog med dén kunst, at den mest monumentale grusomhed lader sig tran-sponere til noget, der i sidste ende er smukt? Hvordan kan litteratur være et rungende nej til livet og fremtiden og samtidig fremstå livsbekræftende i sin trods?" Jon Helt Haarder, Jyllandsposten

Af samme forfatter:
De skæbneløse
Jeg - en anden

LÆS MERE: www.batzer.dk