Knud og Erik, konger af Danmark

Denne bog skildrer i romanform de dramatiske begivenheder i Danmark omkring år 1100. Det var en overgangsperiode, hvor vikingetidens konger og klanledere var ved at blive afløst af middelalderens konger, der var spundet ind i et europæisk netværk, hvor man til mange lande og personer havde henholdsvis venskabelige, ægteskabelige og fjendtlige relationer.

Knud den Hellige så det som sine opgaver at styrke kirkens position og ­endeligt gennemtvinge kristendommen i Danmark, at indføre et centraliseret kongestyre og at tilbageerobre den engelske trone fra Vilhelm Erobreren. Bogen lader os følge Knuds bestræbelser, der blev hindret af hans hårdhændede fremfærd, af udenrigspolitiske forhold og af, at hans halvbroder, Erik Ejegod, blev forelsket i Knuds dronning Edel, hvilket tilsammen påvirkede begivenhederne, der førte til drabet på Knud i Odense år 1086.

Efter Oluf Hungers ulykkelige regeringsperiode og død kunne Erik Ejegod endelig sætte sig på tronen. De gode tider vendte tilbage, men over Erik hang skygger fra fortiden, og for sin sjælefreds skyld påtog han sig to store kirkepolitiske opgaver, der blev gennemført, delvist med hjælp fra Edel og hendes familie.

Vi følger til sidst Eriks pilgrimsrejse mod Jerusalem, hvor han håbede på forsoning med fortiden, men efter et skæbnesvangert møde med Edel i den syditalienske by Bari døde han på Cypern år 1103 under mystiske omstændigheder.