Krasmusnollikeskoven

Selv om man er den eneste krasmusnollike i skoven, behøver man ikke føle sig ensom.
Takket være sine venner trives han i skoven. Han skal naturligvis tage sig i agt for rovdyr, og ikke mindst for mennesker, som for alt i skoven ikke må se ham. Krasmusnolliken sætter pris på at tale med skovens beboere om hændelser i skoven, men også om mennesker. Uglefar sidder tit tæt ved menneskenes bolig og lytter. Det, han overhører, er ofte samtaleemne i skoven. Det går godt i skoven, men skovdyr kan sagtens selv lægge sten på stien! Efter et spil Signaltruttrumf opstår der både problemer og uvenskab, og når man råber i skoven, får man svar! Især grævlingen og haren skændes. En uventet ankomst gør, at de slutter fred. Altså næsten, men krasmusnolliken får meget travlt og: Ingen kender dagen, før dyrene er gået til ro!

Uddrag af bogen:
”Fordømt!” råbte Storbjørn og slog en pote i jorden, så sten fløj gennem luften, og en af dem faldt oven på skovsnogen. Den ømmede sig gevaldigt og masede på for at komme fri af stenen. ”De mennesker, de mennesker, altid er der vrøvl og ballade med dem!” råbte bjørnen arrigt og fortsatte: ”Som om der ikke var jægere nok nu. Det er vigtigt, at vi dyr holder sammen; sammen står vi stærkest, her skal ses  bort  fra  egoisme-og-væren-sig-selv-nærmest-snak.  Der  bliver skudt rigeligt i skoven. Der falder et dyr her, og der falder et dyr der, men det har vi lært at leve med. Det må være nok! Vi må forhindre, at den værste ulykke af dem alle sker.”
”Hvad mener du med den værste ulykke?” spurgte jeg.
”Det er selvfølgelig, hvis jeg falder for jægerens våben,” svarede bjørnen. ”Jeg er trods alt fordyr for Rådet.”

Om forfatteren:
Per Larsen Andersen. 
Født 1959. Uddannet agrarøkonom. Nær landbrugsskolen traf han en sød pige, som siden hen skulle vise sig at blive hans kone. Sammen har de to nu voksne sønner samt en barnlig hund ­— Basse! Per arbejder som vikar ved land- og skovbrug, samt på den skov-ejendom som familien har i Sverige.