Krigeren

K.B. Martinsen var højtstående officer i den danske hær, da tyskerne overskred grænsen den 9. april 1940. Bitterheden og skuffelsen var derfor stor, da den danske regering kapitulerede uden nævneværdig modstand mod de fjendtlige tropper. Den stærkt nationalistiske officer valgte efterfølgende at gå sammen med andre danske officerer og danne deres eget korps af frivillige soldater. Frikorps Danmark var født.

Under dansk kommando og dannebrog drog K.B. Martinsen til østfronten for at kæmpe side om side med de tyske tropper, og ved fronten fik han et ry som en fremragende soldat, der nød stor respekt blandt de menige danskere. Et ry der senere blegnede, da han i 1943 rejste hjem til Danmark og blev leder af det berygtede og forhadte Schalburgkorps, der havde både mord på og tortur af danske modstandsfolk og uskyldige civile på samvittigheden.
I dagene efter befrielsen blev K.B. Martinsen arresteret af den danske modstandsbevægelse og sagen mod ham begyndte at vokse i retssalen. Den tidligere danske officer blev dømt for landsforræderi samt for drabet på en Schalburgmand han personligt henrettede i København i slutningen af 1943. Kendelsen blev dødsdom og K.B. Martinsen blev henrettet af dansk politi ved den 2. redan på militæranlægget på Christianshavn i 1949.

Frank Bøgh tegner et portræt af en usædvanlig dansk officer, der valgte at gå i krig på tysk side for nogle nationalsocialistiske idealer, han delte med mange andre danskere ved krigens begyndelse. Officeren holdt ved disse idealer til det sidste, også selvom resultatet havde vist sig at være indbegrebet af menneskelig ondskab.
Gennem mange samtaler med tidligere østfrontfrivillige, som kendte K.B. Martinsen personligt samt efterkommere af familien, forsøger forfatteren at stykke et billede sammen af den sammensatte person og den brydningstid han var en del af.