Lille idiot

I en alder af fem år forsøger Betty at gå hjemmefra. Hun pakker sin lille, røde kuffert og siger farvel. Det går slet ikke som planlagt, for Betty er ikke helt så god til at tænke tingene ordentligt igennem. I det hele taget er der flere ting, Betty ikke er så god til …

Dette er måske den vigtigste handling. Og så igen – måske ikke. Måske er den vigtigste handling kærligheden eller ikke-kærligheden, som hun møder både som barn, ung og voksen. Måske er det vigtigste de historier, der finder sted rundt om Betty.

Betty har tisset rigtig meget i sine mørke bukser, og hun har hakket lidt i bjælkerne på et grønt haveskur, dog kun på bagsiden af plankerne, så ingen kan se det. Det er nemlig dét, det drejer sig om – at gå i mørkt tøj, så ingen bemærker pletterne, om lukkede døre, om halvt nedbrudte skure, om ønsket om endelig at være elsket.

Lille idiot er en roman om tab og forsoning, om ensomhed, svigt og sorg, skam og skyld. Om håb, trods alt. Om at mestre et liv og om ikke at mestre det.

Anette Broman Mølbæk, f.1980. Lille idiot er hendes debutroman. Anette er vokset op i Jylland, pt. bosat på Vesterbro i København.




”Hold kæft, mand, hvor er du dum. Man kan sgu da ikke løbe hjemmefra med de her åndssvage ting. Du har jo ingen penge eller mad.” Hun tog nogle af tingene op og grinede ad mig.
”Var det bare for at gøre mor ked af det? Var det?”
Jeg husker ikke, at jeg overhovedet fik sagt noget til hende, jeg sad bare der trukket godt sammen i hjørnet af sengen og måtte give efter for et par tårer. Jeg græder nemt.
Karina rejste sig og kiggede på mig, som om hun et øjeblik overvejede at tilgive mig mine synder.
”Ja, hyl du bare, din lille idiot. Jeg er sgu da ligeglad. Der er sgu da ingen, der går hjemmefra midt om dagen, din idiot,” sagde hun, hvorpå hun lukkede døren og gik.
Og det havde jeg simpelthen ikke tænkt på. Jeg skulle selvfølgelig være gået hjemmefra, når det var blevet mørkt.