Litterært testamente

Bogens udgangsposition er den forvandling af hæmmet seksualitet til kunst, som Freud kaldte sublimering. Denne omdannelse har en række store, dansk-norske digtere personligt erfaret og grublet over, bl.a. Grundtvig, Ibsen og Sophus Claussen. Det viser sig imidlertid, at deres problem længe har været kendt inden for Europas såkaldte esoteriske traditioner. I deres stærkt udvidede og mærkeligt befolkede bevidsthedsrum ses det, at to strømme, der er omgivet af hver sin erfaringskreds, krydser hinanden i menneskers kærlighed og er de mange forviklingers kilde: retningen mod den ene og mod de mange. Det er denne viden, som Goethe med tilknytning til frimurervæsnet har fremstillet i Eventyret og i Wilhelm Meisters Læreår, og som Rudolf Steiner, der havde den teosofiske bevægelse som en af sine forudsætninger, gengav i sine Mysteriedramer. - Bogens sidste kapitler handler om de to mennesker,der på hver sin måde åbnede den store baggrundsverden for forfatteren, hans rosenkreuzer-lærer Eli Wamberg og Karen Blixen, der i sit forfatterskab suverænt forvaltede de stærke, gamle hemmeligheder. "Hvor virker det dog velgørende atter at læse denne klare, åndeligt gennemlyste, ironisk underspillede, informationsmættede skrift." - Erik Skyum-Nielsen, Information.