Lysgrænsen

Lysgrænsen er ikke en erindringsbog og skal ikke læses som en sådan. Det er en skildring af en psykolanalyse, Katrine Marie Guldager gennemgik i løbet af ni år, fra 1988 til 1997. Hun fortæller nøgternt og kontant om et livs op- og nedture, om nederlag, om at være barn af 1970´erne og om, hvad det betyder at vokse op i en tid og et miljø, hvor skilsmisse og svigt af børn snarere var reglen end undtagelsen.   Fire gange om ugen begav hun sig af sted til sin psykoanalytiker, som først boede i Hillerød, senere på Østerbro, og lagde sig på briksen til en klassisk freudiansk analyse. Hun fortalte ikke sine omgivelser om det, men hun kom i løbet af de mange år til en anden forståelse af sig selv, og det er det forløb, hun beskriver. Fra hun oplever angstanfald i forbindelse med først en nær venindes, så faderens død - inden for samme uge - over den tid, hvor hun bliver mere og mere forvirret over, hvad en psykoanalyse i det hele taget går ud på og gennemløber forskellige faser af aggression og ligegladhed over for psykoanalytikeren, til hun begynder at ane lys for enden af tunnelen, ikke mindst i kraft af nye interesser, f.eks. salsa, som hun lærer på Cuba.   Det er en både original og uophørligt fascinerende bog, Katrine Marie Guldager har skrevet. Den er fuldkommen blottet for sentimentalitet og selvmedlidenhed.