Malonecity

Del 1 af en smuk og velfortalt dobbeltroman.

Efter en rockkoncert med det irske band The Pogues deporteres et vist antal danskere fra København til Albanien. I det Europa, som romanen præsenterer, har man indrettet Albanien som en andenrangs nation, hvor Nordeuropas uegnede sendes til. Dette følge kaldes Pelotonen, der kommer til at optræde som en slags hovedperson i romanen.

Fortællingen om Pelotonen kombineres med diverse sidefortællinger, bl.a. en historie om en efterladt dreng i en bunker og en anden om to brødre, hvis skæbne afgøres af Pelotonen.

Fortællingen finder sin slutning i Albanien, hos Krankenheimer, der dels afventer Pelotonen, dels kommenterer, hvad han oplever med to albanske stammer, Gegerne og Toskerne.

En anden hovedperson i denne fabulerende dobbeltroman er sproget. Via en sproglig odysse gennem diverse erfaringsområder veksler sproget mellem opløsning og modstandsdygtig latter. Det overordnede opgør, romanen forsøger, er således en udflugt fra den tragiske til den komiske livserfaring.


Bagsidetekst:
Han tænker over det, for dig velsagtens, at man skal ned i det, ned i den, tragedien, og måske først elske den uhæmmet, som en væbnet konflikt man ikke kan komme fra. Og så er man dér, én, indtil man ikke længere kan regne med enheden. Måske har du koketteret for meget med det tragiske, sindelaget, først en option: Nu et udstrakt vilkår. Farvel. Af sted. Mod til det fremmede, har man? Det tragiske, efter det forhåndenværende Grækenland og blot Skandinaviens, en sort ged, en mere munter ged, i bevægelsen og stilstanden?