Manden fra tunnelen

Uddrag af bogen 

Marika lagde hovedet på skrå og slap ikke hans øjne. Hun udstrålede forbavselse og også nogle andre følelser, han ikke helt kunne definere. Længe sad de sådan som to stenstøtter, og først da Pjevsen gav en lille glad lyd fra sig, drejede de ansigtet væk fra hinanden, men blev siddende tæt, tæt sammen med arme og hænder hvilende på hinanden. Da hun rettede sig op og trak vejret dybt ind, gav det et sæt i ham. Hendes ene hånd forvildede sig op til hans ansigt, og han mærkede, at hun strøg hen over hans øjenbryn, mund og kinder for derefter at rode forsigtigt i hans næsten tørre hår. Han bøjede sig spørgende forover og stirrede hende ind i ansigtet igen, og hun brød langsomt ud i et af sine store hæmningsløse smil, hvor hun mindede ham om Pjevsen. ”Du er min ægteviede mand, og mine børn er dine børn, og du må gerne bestemme, hvor og hvordan vi alle sammen skal bo. Vi skal aldrig skilles, og vi vil være fælles om alle ting og stå last og brast.”