Manden i byen

 Henry Miller var i høj grad Manden i byen. I de eksperimenterende modernistiske tekster fra årene i Paris 1930-39 udfoldede han med stor sproglig energi og fantasi det moderne storbytema, idet han betragtede livet her som det yderste udtryk for den krise, kapitalismen og den moderne teknologi havde placeret mennesket i. I Paris fandt han sin særlige stemme, anarkistisk og voldsomt provokerende, og her lykkedes det for ham at få styr på sine mange inspirationskilder. I bogen gøres rede for, hvordan så forskellige kilder som Rimbaud, Nietzsche, Whitman, Bergson, D. H. Lawrence, Knut Hamsun og August Strindberg og flere andre alle kom til at spille en rolle som baggrund for det særlige millerske univers. Især de to sidstnævnte kom med deres storbyklassikere Sult og Inferno til at udgøre afgørende inspirationskilder. Bag Millers storbykritik og apokalyptiske forestillinger ligger også, som hos mange andre modernister, en tro på, at krisen vil give plads til helt nye og positive livsformer. Som Nietzsche var også han en stor ja-siger, og i bogen karakteriseres han derfor først og fremmest som en eskatologisk vitalist.