Med farbror i øjenkrogen

Det var engang i 60’erne og 70’erne. At Charlotte, jeg-fortælleren, fik sin trygge opvækst i gartneriet på Vestfyn. Hun havde to storesøstre og en veninde, masser af frisk luft og både jul og fødselsdag at glæde sig til.

Men Charlotte undrede sig tit. Hvorfor var de ikke en rigtig familie, der spiste kød som alle andre? Hvad var der med ham Martinus – og farbror, som hun skulle holde sig fra? Selvom han boede i huset og hjalp far ude i gartneriet. Farbror var lidt sær, men han havde god tid, så den lille Charlotte ville da gerne i lag med ham. Prøvede at få ham til at lege, kiggede på, når han tissede, inviterede ham med op på sit værelse. Men mor forbød al den slags, hun ville helst have farbror helt ud af huset. Så hun selv fik bedre tid til schæferen og sine cementskulpturer.

Efterhånden hjalp Charlotte lidt til. Både i gartneriet og med at genere farbror. En dag legede mor og pigerne endog med tanken om at slå ham ihjel. Men der skete jo ingenting, og som teenager blev Charlotte mere optaget af sin krop og alt dét, der kunne ske med den.

Få år efter hun var flyttet hjemmefra, døde far, og farbror blev sat på porten. Nu kunne Charlotte endelig få klar besked af mor, troede hun, men så let skulle det ikke gå.

Med farbror i øjenkrogen er et underspillet familiedrama om at lukke af og lukke ude. Når ingen rigtigt ”hører til”, frygter alle at blive udstødt.