Mellem blomster og pigtråd

Ægteparret var ikke på jordomrejse i gængs forstand, men levede livet, mens de flyttede sig langsomt fra sted til sted igennem femogtyve år.    

Rejserne førte dem til omkring firs lande, de sidste ti år med deres lille datter.    

Efter skilsmisse og tilbagevenden til Danmark begyndte et nyt kapitel, som ledte til en kandidateksamen i teologi og præstegerning i en moden alder.    

Både rejseliv og livet efter var en dans på blomster såvel som pigtråd. Alligevel udtrykker bogen optimisme, gåpåmod og sprudlende livsglæde, hvor rejseminder, skæbnefortællinger og refleksioner flettes sammen.    

Forfatterens sigte er at indgyde andre mennesker overbevisningen om, at alternative livsformer er mulige, og at det aldrig er for sent at begynde et nyt liv.    

Endelig fremstår bogen som en kærlighedserklæring til en elsket ægtemand og rejsekammerat.                   

Pludselig siger chaufføren indtrængende: ”Alle ud af bussen og løb!” Det viste sig, at der havde stået nogle personer med maskingeværer lidt forude, og så vidste chaufføren naturligvis, at det var et hold up. Vi styrede lige ind i en mark, som viste sig at være vanilje, og løb og løb. Det var ved at være mørkt, og vi var ikke stolte ved situationen, men vi kunne lodde retningen efter den nedgående sol og løb videre. Og det var en mærkelig oplevelse, for egentlig var vi ikke bange og tænkte mere på kryb og malariamyggene, som var ved at æde os op. Men frygten bed sig ikke fast, for over det hele hang en tung, næsten bedøvende duft af vanilje, som helt omsluttede os og dulmede vores nerver.