Mennesket er en stor fasan i verden

Herta Müllers første bøger blev skrevet i Rumæ­nien og handler især om opvækstårene, men i romanen Mennesket er en stor fasan i verden (1986) møder vi for første gang persondyrkelsen af diktatoren, indoktrineringen af børnene og det gennemkorrupte statsapparat. Romanen kredser om det at opnå udrejsepas og skildrer en sump af menneskelig afstumpethed og gemenhed. De hjemvendte – mændene fra Hitlers krig, kvinderne fra Stalins arbejdslejre – sviner hinanden til med beskyldninger om hor begået for brød og overlevelse og drysser, med menneskets udsøgte sans for at pine og nedgøre andre, salt i blødende sår. Det er nærmest reglen at myndighedspersoner afpresser dem der ønsker udrejse og derved viser utaknemmelighed mod landsfaderen. Magteliten tager sig langvarigt betalt i fødevarer, i mel og kød, men den endelige pris for at få et pas er uslagtet kød. Familiernes unge kvinder må lægge sig på offerbænken. Disse voldtægter kaldtes “audiens”.

"Virkelighedens barbari." Berlingske Tidende 6 stjerner