Menneskeudstilling

På én enkelt sommersøndag i 1901 besøgte mere end 18.000 mennesker Zoologisk Have i København. De kom ikke for at se på havens dyr, men på en gruppe brune mennesker, som Zoologisk Have netop havde modtaget fra Indien. Mænd, kvinder og børn, som var udstillet sammen med eksotiske dyr som elefanter, dresserede bjørne og slanger. Midt i Zoologisk Have havde man opbygget en landsby med palmehytter og ildsteder. Her boede de importerede indere tre måneder. Til daglig undren for de besøgende danskere.

Fra 1870’erne til 1910’erne var der mindst 50 udstillinger af ’eksotiske’ mennesker i Danmark. Folk der blev betragtet som vilde og uciviliserede. Der var afrikaner-udstilling, beduiner-udstilling, kineser-udstilling osv. Udstillingerne var ikke bare underholdning, også videnskabsfolk var yderst interesserede og studerede flittigt de udstillede mennesker. Udstillingerne var nemlig tæt forbundet med tidens raceforskning og raceopfattelse.

Bogens forfattere har fundet et glemt arkiv i en kælder under Zoologisk Have. Her har de gravet hidtil upublicerede fotografier frem fra udstillingerne – foruden beretninger om importen af mennesker, de besøgendes reaktioner og den række af romantiske forhold, mellem de udstillede mænd og lokale danske kvinder, der fulgte i kølvandet på udstillingerne.

Menneskeudstilling giver et hidtil ukendt tidsbillede af et Danmark – fortrængte sider af Danmarks historie, hvor raceforestillinger og racehierarkier spiller helt afgørende roller for opfattelsen af ’os’ og ’de andre’. Udstillingerne er et vindue til datidens strenge seksualmoral, racevidenskab, jagten på den perfekte hvide race og fastholdelsen af andre folkeslag som mindreværdige.