Min plads i verden

I sin erindringsbog fortæller Ulla Højsholt om sit liv i 1950’erne og 1960’erne i Hjørring, hvor faren er trafikassistent på jernbanestationen. Faren er meget nærværende efter tidens målestok. Han lærer hende at læse og skrive, og hun forstår tidligt, at det gælder om at være dygtig i skolen. Om moren har hun gode minder fra de tidlige år, men senere er der konflikter under overfladen.
Med kærlighed og humor beskrives den udadvendte og meget talende mormor, som er postmesterfrue i Vrå, og den mere stilfærdige morfar. Lige så kærligt skildres farmoren og farfaren, som gør en stor indsats for forfatteren og hendes fætre og kusiner, når de er på sommerferie i Brovst, hvor farfaren er stationsforstander. Bogen gør en afstikker tilbage i tiden til oldeforældrene, som forfatteren kender gennem beretninger og fotografier.
Turene til Vesterhavet er blandt hendes bedste minder, men hun får aldrig lært at svømme i de urolige bølger. Efter en flytning i 1966 fra Hjørring til Bagsværd savner hun den nordjyske natur. Hun bliver grebet af ungdomsoprørets idéer, men hænger fast i sine gamle handlingsmønstre, hvor det gælder om at være dygtig og pligtopfyldende. Hun kæmper med indre splittelse, som forstærkes af en skilsmisse, og hun må tage et opgør med sig selv for at finde fodfæste. Da hun er forsigtig af natur, er det stort for hende, da hun kaster sig ud i ensomme teltture og en begivenhedsrig rejse med en veninde.
At finde en levevej er ikke nemt, da hun – som det er almindeligt i halvfjerdserne – har valgt sit universitetsstudium af interesse uden tanke på, hvad uddannelsen skal føre til. Hun bliver uddannet som biolog, og da hun til sidst bliver ansat i Miljøstyrelsen, falder tingene på plads for hende.