Mission Marianergraven

Afpresset af skumle agenter må Nick igen tage superheltetøjet på. Denne gang for ikke at miste sin mor til tvangsindlæggelse. Men Nick er ikke alene. Med sig har han og veninden Line og Anemoneklassens fineste kampmaskiner: aspergergeniet Jakub, den shariaelskende Ahmed og rødhårede Phillip – superautisten og kampmaskinen i én og samme person, der bare gerne vil have fred til at hygge med sin elskede bamse, Simon Emil Ammitzbøll. Færden går til Stillehavet. Hvor en hidtil uset fare har luret dybt i Marianergravens mørke. Nu er  truslen er dog på vej op til overfladen. Men hvem er egentlig ven, og hvem er fjende, når det kommer til stykket? Nick må beslutte sig, om det er værd at ofre en verden for at redde sin mor. Samtidigt lurer superhelten Mr. Nasty i kulissen. Han skulle egentlig have været til kammeratskabsaften i swingerklubben Nougatbamsen, men når musikken spiller, bydes alle op til dans. Selv halvgamle mænd i skolepigeuniformer.     

”Er du bange?” spurgte Nick pludseligt nervøst og blev i samme øjeblik bare den almindelige dreng, som han var. 

”Gu er jeg da bange, Nick! Vi har tævet monstre og robotter og været heldige med at overleve …” Hun gik i stå og så ned, men hendes ansigt gled hurtigt op igen. ”Men vi er ikke superhelte, Nick. Vi er bare børn.” 

”Ja. Vi er helt klart de forkerte personer til det, der kommer til at ske.” Nick gned sig træt i panden. ”Men vi er de eneste, som de her små væsner har.” Han formede to overdimensionerede morgenstjernehoveder med hver hånd. 

”Uanset om menneskene ovenpå hjælper supersoldaterne eller ej, så lægger vi ikke fingre imellem, Line. Vi ofrer ikke fredelige skabningers liv til vor egen slags, bare fordi de ikke ligner os. Lover du mig det?” Line smilte vagt og sukkede. 

”Så må vi vel hellere komme i gang.” Hun greb igen efter hjelmen. ”Men jeg har det ærligt talt skidt med at skulle kæmpe mod mennesker. En ting er at slå rumvæsner, robotter og underjordiske insekter ihjel, men mennesker?”  

”Hvis de forsøger at myrde de her forældreløse suripat-børn, når vi når overfladen, så er de ikke mennesker, Line,” svarede Nick hårdt og skød tvivlen væk. Et par solide næver af sortstøbejern og med skinnende knojern afløste morgenstjernerne. ”Så er de morderiske bøller, og den slags får med os at bestille!”