NARCIS

Narcis, en slægt med halvtreds arter, udbredt i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa, er flerårige vækster og tekster, der spirer fra en ægformet knold. De tykke, linje- eller tungeformede ark sidder enkeltvis eller er arrangeret i grundstillede rosetter. De seks tekster, som udgør bogens farvede bægerblade, danner et rør, som udmunder i en flosset krave. Under den findes frugterne: frøfyldte kapsler, hvorfra der drysser spørgsmål udover litteraturkritikkens golde landskab.

Hele bogen er stærkt giftig, og saften er hudirriterende. Den er delt i to. Første del består af radiodramatik og essays om Marcus Aurelius og Louis-Ferdinand Céline. Det overordnede tema er Europas tilstand i fortiden, i dag og i fremtiden. Anden del er et hidsigt angreb på en litteraturkritik, der har opgivet at formulere sit eget forhold og sine egne spørgsmål til en verden, hvis niveauer af usikkerhed konstant øges. Modspillet til en kritik og kulturjournalistik, der stædigt insisterer på at underminere sig selv ved at dække sig bag sine traditioner og historiske rolle, kommer fra det 21. århundredes spirende hybridlitteratur, der på egen hånd griber ud i verden og udvikler nye alliancer med en underskov af kunstarter og institutioner for kritisk, aggressivt, undersøgende og undrende at adressere de nye niveauer af usikkerhed i kunsten, litteraturen og samfundet og for på ny at spørge til betingelserne for politikkens fællesskaber, samlingen om at tale til og for andre, ikke ved at samle folk, men ved at skabe usikkerhed omkring, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre længere. Bogens kortlægning af en impotent kritik og et landskab af politiske, litterære, kunstneriske og kritiske forkastelser munder ud i hundrede spørgsmål til en litteraturkritik for det 21. århundrede.

Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.