Naturlige mangler

Inherent Vice er – kort fortalt – en noir detektivroman, men ikke en helt normal af slagsen. Hovedpersonen Doc Sportello er ikke en hårdkogt privatdetektiv a la Chandlers Philip Marlowe, men en mere blødkogt version - en evigt potrygende hippie, der dårligt kan få sig til at kræve betaling for sine tjenester, og for hvem lsd-hallucinationer er lige så værdifulde spor som fingeraftryk og vidneforklaringer.

Vi er i det sydlige Los Angeles i begyndelsen af 1970, i og omkring den fiktive bydel Gordita Beach: en lille lomme af modkultur, som primært er befolket af surfere på jagt efter den perfekte bølge og hippier på jagt efter den perfekte joint.

I overensstemmelse med krimigenrens konventioner skydes begivenhederne i gang af en smuk kvinde. Doc opsøges af sin ekskæreste Shasta, der beder om hans hjælp til at forhindre et komplot mod sin nuværende elsker Mickey Wolfmann, en stenrig ejendomsspekulant, der pludselig har set lyset og vil forære hele formuen væk, og hvis hustru derfor pønser på at få ham indlagt på et psykiatrisk hospital.

Det bliver starten på et vildt og rasende plot, der involverer et korrupt LAPD (Los Angeles Police Department), lånehajer, nazibikere, pornografiske slips, Californiens daværende guvernør Ronald Reagan – og ikke mindst den sære størrelse Golden Fang, der måske er et smuglerskib, måske et asiatisk heroinkonsortium, eller måske bare en skattefidus for en gruppe tandlæger.

Doc kaster sig ufortrødent ud i den indviklede affære, hvor nye spor konstant leder til nye spor, og hvor man efter endt læsning ikke er helt sikker på, hvem der egentlig har gjort hvad mod hvem. Men i modsætning til Pynchons tidligere romaner får plottet her en traditionel forløsning, komplet med en dramatisk skudduel (tag ikke fejl af Doc: Under det langhårede, sandalklædte ydre gemmer sig en stålsat mesterskytte, og under trompetbuksernes svaj en revolver). Krimigåden løses, selv om det måske ikke står helt klart, hvad gåden egentlig er.