Nekrofilen

Alene i kraft af sit emne er Gabrielle Wittkops debutroman Nekrofilen (Le nécrophile, 1972) klam, provokerende og grænsende til det anstødelige. Disse egenskaber fremhæves af fortælleren, antikvitetshandleren Luciens temmelig grafiske beskrivelser af sine affærer, der fremviser en varieret smag i såvel køn som kropsbygning og alder.

Da romanen oprindeligt udkom, var den da også en mindre succès de scandale i hjemlandet Frankrig på forfatteren Régine Desforges’ forlag. ”Jeg kan ikke lide hende, og hun kan ikke lide mig. Men hun er ikke bange for noget”, sagde Wittkop om hende. Men ser man bagved det umiddelbart provokerende, er bogen en meditation over menneskets ensomhed og over altid at måtte skilles fra dem, man elsker.

Med sin egen grumme logik er Nekrofilen en skildring af et menneske, som igen og igen må tage afsked med sine elskede, trods sine intense følelser for dem; et menneske i dybeste isolation, hvis nærmeste relationer er de døde. Men nekrofilien bliver også til en form for absolut kærlighed: Den er måske flygtig, men i bogen er den fri for de hensyn og kompromiser, der hjemsøger mere gængse parforhold.

Det er en melankolsk bog, formet som dagbogsroman og skrevet i en lyrisk og skønhedssøgende prosa, men Nekrofilen er også en fortælling, hvor hovedpersonens sensuelle beruselse ved sine gerninger balanceres af morbidt humoristiske indslag, som da en desværre levende ung mand forsøger at forføre ham: ”Jeg kunne ikke ligefrem sige til ham: ’Jeg kan i særdeleshed godt lide Deres øjne, når det hvide vender ud af dem, Deres stumme læber, Deres iskolde køn, så hvis bare De var død. Desværre har De den utroligt dårlige smag at være i live’”. Når alt kommer til alt, er Nekrofilen både amoralsk, makaber og en tragisk komedie.