Nero

Han dræbte sin mor, han satte Rom i brand, og han lod de kristne kaste for løverne. Sådan har man i to tusinde år sagt om den romerske kejser Nero, og skønt kilderne nuancerer hans eftermæle, er billedet af en dæmonisk hersker i dag en etableret historisk kendsgerning.Ifølge Peter Ørsted kom den unge Nero til magten som redskab for moderen Agrippinas ambitioner og uden at interessere sig for politik Alligevel oplevede det tidligere kejserdømme under hans regering en tid med fred og økonomisk fremgang, ligesom det lykkedes ham at give in magtudøvelse en slags folkelig legitimitet. Derfor var det heller ikke de vedholdende rygter om vold og seksuelle udskejelser endsige hans optrædener som væddeløbskører og skuespiller, der førte til hans fald. Det var hans fravær fra Rom og en ødselhed, som truede imperiets økonomiske fundament og den gamle senatstands veldstand.Neros skæbne var at forvalte et ansvar, som han ikke magtede at bære, men det gør ham ikke skyldig i hverken mord, brandstiftelse eller religiøs forfølgelse. Til gengæld gjorde det ham sårbar, da hans vision om et monarkisk styre efter hellenistisk mønster blev en udfordring for de sidste rester af den romerske republik. Selv mente han, at han først og fremmest var kunstner. Måske det kommer sandheden nærmest.