Noget der hjælper

Vand bliver Lauras element, havet, der både tager og giver, vandet, der siler, drypper, favner, lindrer. Det lyder banalt, men bliver det aldrig i Høvrings karske roman, hvor intet billede får lov til at fryse fast i klicheen.Ud af al denne tilfældige omsorg og ufuldstændige modererstatning vokser kvinden Laura frem som et menneske, der ser ud til at hvile i sin selvstændighed og finde styrke i sine valg. Lige indtil modig enegang slår over i skrøbelig ensomhed. Er man sin suicidale mors suicidale datter, eller hvad er man egentlig, når man ikke længere er barn? Dette store spørgsmål er selvsagt ikke nyt, men Mona Høvring får det virkelig til at lyde sådan.

»Noget der hjælper« er en slags coming of age-roman, hvor morens død hele tiden murrer i Laura, men også en mere udefinerbar apati lige midt i de år, hvor seksualiteten rejser sig. Jeg kom undervejs til at tænke på Sylvia Plaths »Glasklokken« og Françoise Sagans »Bonjour Tristesse«. Ikke bare hvad angår det ulmende mørke i ungdommens lys, sanselighed og spændstighed, men også på grund af den sproglige klarhed og sprødhed og den udsøgte fornemmelse for scener.Det er både trist og og præget af livslyst. Det samme gælder det begær, hun retter mod de ældre kvinder. Tabet og lysten i samme bevægelse. (...)

Det er ikke let. Sådan at erotisere det hverdagslige. Men det kan Høvring, ligesom hun selvfølgeligt indkredser sårbarhed, selvstændighed og et sammenbrud, som måske, måske ikke, ligner det, der førte til morens selvmord. Alt sammen i en roman på 131 luftige sider. Det er virkelig en kunst.'