Om Påskelatteren

Må man le i kirken? Spørgsmålet er lige så gammelt som en længst glemt lokal tysk tradition for at bringe menigheden til højlydt latter påskemorgen. I 1518 udkom et skrift af Basels senere reformator, humanisten Johannes Oecolampadius, hvori fænomenet påskelatter for første gang beskrives – og kritiseres. Skønt vidt berømt har teksten aldrig været oversat. Her foreligger den på dansk i en kommenteret udgave. Bogen giver en kulturhistorisk fremstilling af påskelatteren som en kirkelig praksis i senmiddelalder og tidlig renæssance. Den fokuserer navnlig på fænomenets eftervirkning i de følgende århundreder, hvor konfessionerne stredes om dens legitimitet. Herunder præsenteres en undersøgelse af påskelatterens skæbne i Danmark.