Ondskabens banalitet

Med den israelske efterretningstjenestes tilfangetagelse af Adolf Eichmann i 1961 blev en af de mest berømte retssager mod en tidligere naziforbryder indledt. Eichmann var i Det tredje Rige ansvarlig for transporten af jøder til koncentrationslejrene. Ved retten i Jerusalem blev han kendt skyldig i forbrydelser mod menneskeheden og blev som følge af dommen henrettet.
Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt dækkede den lange retssag for ugemagasinet The New Yorker, og skrev senere sine beretninger sammen i bogen Eichmann in Jerusalem - A Report on the Banality of Evil. Bogen vakte stor opsigt ved udgivelsen og blev en af de væsentligste analyser af nazismen og den totalitære stats subjekter. Arendt hævdede, at Eichmann ikke var ond i klassisk forstand. Han udviste ingen patologiske træk og var ikke - som anklageren forsøgte at fremmane det, et djævelsk monster. Det uhyggelige var hans normalitet, at han var et almindeligt, ""banalt"", moderne massemenneske, hvis ""eneste"" skavank var at han ikke tænkte.
Ondskabens banalitet rummer en række diskussioner og perspektiveringer af ""Eichmann i Jerusalem"" - både i forhold til hendes øvrige værk, til anden forskning i nazismens masseudryddelser og totalitære personlighedstyper og i forhold til nutidige problemer omkring embedsmandsadfærd og etnisk udrensning. Bogens bidrag er skrevet af politologer, sociologer og filosoffer fra Danmark, Norge og Sverige og udgivet i samarbejde med Nordisk Sommeruniversitet. Det er håbet, at bogen vil være med til at sætte skub i interessen for en tænker, der længe har stået centralt i den internationale debat, men hidtil har været underlig fraværende i på vore breddegradder.
Ondskabens banalitet er redigeret af Carsten Bagge Laustsen, ph.d - stud. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Jacob Dahl Rendtorff, ph.d., adjunkt ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, RUC.