Postkort fra Limbo

Jeg husker instinktivt, eller er det distinkt,
at tanken om et tab kunne mærkes.
Det jeg huskede var det øjeblik da jeg gav
slip på den sidste berøring af en hånd.
Jeg husker at erindringen om tabet
dukkede op i forbindelse med
overrækkelsen af en buket blomster
eller bare en hilsen eller jeg tror
det var et brev jeg prøvede at skrive.
Det er så svært med alle de ord der skal
knibes ind på for snæver plads på postkort.
De skal være så få og præcise at
erindringer kan fødes komplette og
uden skavanker i huden.
Det er kun ved meget præcist planlagte
og skruppelløst gennemførte snit gennem
bugens hvælvede lag af fedt og senet væv
det kan udføres.
Alligevel ser jeg det håndtryk
så utydeligt og antydet
som om det aldrig rigtigt blev gennemført.
Jeg har dog gjort meget
for at skære mig selv ind til benet.