Pukkelryggens Valg

Ikke for sarte sjæle!
De nordvestlige dele af verdenen Themyscira er skæmmet af evige kampe mod ondskaben. Kun et godt sværd og viljen til at føre det kan holde det onde tilbage. Men den lille forsagte prins Eumon, der engang skal regere riget Sastion, har ingen af delene. Eumon har levet et beskyttet liv som barn, og han er ikke rustet til at møde virkelighedens barske realiteter. Eumons omgivelser regner ham endda for et skvat!
Den eneste forståelse findes hos den pukkelryggede drukkenbolt, Balt. For denne vanskabning af et menneske har selv slået fejl i livet. Prisen for dette har været et kummerligt liv i druk og sindssyge. Alligevel forsøger den hemmelighedsfulde gamle Balt at hjælpe Eumon med at finde sig til rette i den virkelighed, som prinsen er blevet fornægtet, og som Eumon har svært ved at forholde sig til. Og jo før jo bedre! Themyscira har nemlig brug for helte i en tidsalder, hvor der åbenbart ingen helte er. For krigen er på vej!
Genre: Fantasy.
***

Om forfatteren:
Jacob Kokkedal (f.1977) arbejder til daglig som lærer i Aalborg. Han er  endvidere stud.cand pæd. med diplomuddannelser i supervision og pædagogisk psykologi. “Pukkelryggens valg” er Jacobs tredje roman. Han har tidligere udgivet romanerne “100% Ren” og “Som det ligger”.

***

Flaptekster:
“Lazzti var blevet blændet, da pukkelryggens glødende hånd dræbte stenmonsteret. Kun i et par sekunder. Men da han igen åbnede øjnene, nåede han lige at se gamlingens ene fod komme hurtigt imod sig i et flyvespark.

Kæben brækkede og tænder fløj ud af munden på den mørke elver, da den gamle mand ramte. Lazzti blev igen slynget bagud i muren, mens vanskabningen landede med begge ben på jorden. Nu var slaget tabt. Uden brug af tale var det umuligt at udøve magi. Præsten famlede efter sin runestav, mens han kæmpede mod bevidstløsheden. Men det var definitivt ovre.    

En hånd rakte ned og hev elverpræsten op. Lazzti kunne ikke selv stå. Dinglende i mandens udstrakte arm og uhyggeligt stærke greb mødte Lazzti pukkelryggens øjne. De var fulde af rødsprængt, tidløs vrede. Præsten kendte dette blik. Og det gik i det øjeblik også op for ham gennem sit slørede sind, at han utroligt nok vidste, hvem manden var. Blod og savl dryppede ned på den sorte kåbe, da den mørke elver forsøgte at sige noget med den brækkede og nu skævvredne kæbe.

Den gamle mand rankede sig pludseligt og trådte i et sekund ud af sin forklædning. ”Skal vi nu til at have jer rendende igen!” Så mødte en hård næve resterne af den mørke præsts ansigt. Slaget var så hårdt, at kindbenet brækkede og det ene øje ødelagdes. Lazzti besvimede, men forblev i live. Gamlingen kunne ikke tage liv mere. Han turde ikke.”