Rejse ind i barndommen

11. oktober 1945 gik den dengang femtenårige Horst Bienek til ”meldepladsen” ved jernbanestationen i hjembyen Gleiwitz i det tyske Oberschlesien og anmodede om at blive udvist. I knap et år havde han hutlet sig igennem på forskellige adresser. Hans nærmeste familie var enten døde eller blevet opslugt af krigens malstrøm. Og Oberschlesien var sat under polsk administration. Nu havde han hørt om åbningern af et teater og stiftelsen af et kulturforbund i Berlin, så dér ville han hen.

Den unge Bienek blev digter, og efter et ophold i det sovjetiske Gulag-system kunne han i 1955 bosætte sig i Forbundsrepublikken Tyskland og etablere sig som forfatter dér. I centrum af Bieneks forfatterskab står skildringen af barndommens tabte hjemstavn i Oberschlesien, som han lod leve i erindringen, men ikke besøgte.

Først i 1987 – foranlediget af den tyske tv-stations ZDF’s ønske om en erindringsfilm – rejste Bienek tilbage til sit barndomsland. Det er dette ”gensyn med Schlesien” – et gernsyn som giver anledning til såvel erindring som til genoplevelse af et forandret barndomsland -, der skildres i ”Rejse ind i barndommen”. Det er en skildring, som rummer såvel det aldrende menneskes søgen efter den barndom, der nu kun eksisterer i erindringen, som en tyskers særlige (gen)oplevelse af den hjemegn, hvorfra han blev fordrevet.