Rejsning

En symfoni af afspillet liv komponeres imellem dem. Den er orkestreret med søen på den ene side af jagthytten, med havet på den anden side og med sikahjortene græssende i flok omkring hytten. Der er kun dem og alt det, der forener dem. Det er et paradis, hvor man må spise af alt. Det er et paradis, hvor mand og kvinde opløftes til skibets dæk og nedsænkes i døbefontens velsignede dråber af elskovssafter. Til himlene rækker libido. Symfoniens klimaks høres med en fuldt klingende lyd: Et brøl og et skrig som slutter med hendes stemme i grædende sang, i librettoen skrevet netop til hende. ”Hvis jeg skal dø nu, så vil mit liv allerede være fuldbragt.” Det hører hun sig selv hviske. Det hører han hende råbe. Som en jubel og taksigelse. Hun falder og falder.