Rustvogn

Ned af Snehvidevej går vi, efteråret, nymånen og jeg. Støvregnen er stilnet en smule af, himlen er sort som den kop seniorkaffe, jeg netop har drukket i Normans stue. Gadebelysningen er sparsom herude eller nærmest ikke-eksisterende. Kun hver tredie lygte er tændt, og i mørket er jeg ét med stjernerne, som ligger ganske tæt over mit hoved.