Salatfeber

Uddrag fra bogen: En sen formiddag, hvor jeg ikke havde foretaget mig noget særligt, og heller ikke havde planer om at gøre det foreløbigt, besluttede jeg mig for at tilberede en salat. En frokostsalat må det være i kraft af tidspunktet, men jeg forestillede mig frokostsalaten som en Caesarsalat. Hvis jeg kort skal sige noget om bevæggrundene for at ville tilberede en salat, må jeg ud over appetit nævne interessen for og lysten til at glemme tiden. Og lysten til at blive helt opslugt og til fordybelse, men det må hænge sammen med, at fordybelse indbefatter en afvisning af forstyrrende impulser. Jeg vidste, at jeg ikke skulle noget resten af dagen, næste dag eller de efterfølgende for den sags skyld, så skulle det lykkes mig at glemme tiden, så ville jeg tids nok komme i tanke om den igen. Tids nok til ikke at gå glip af planlagte aktiviteter eller indgåede aftaler. Desuden forekom det mig overordentligt optimistisk, at tro, at jeg i flere dage skulle glemme tiden på grund af en Caesarsalat. Det vigtige og fordelagtige ved situationen og øjeblikket, tidspunktet netop nu, var altså, at der ikke umiddelbart lå noget ude i fremtiden, der ville forstyrre eller afbryde min fordybelse i salaten. Den tid, jeg forestillede mig, at salaten højest kunne optage, var tilgængelig for mig. Hvad den end måtte give anledning til, var der plads til.