Schopenhauer som opdrager

Friedrich Nietzsches hyldest til filosoffen Arthur Schopenhauer, som han udnævner til sin personlige opdrager, fordi Schopenhauer var en kompromisløs, uafhængig sandhedssøger.

Schopenhauer som opdrager (1874) er ikke en systematisk indføring i Schopenhauers filosofi, men snarere en fremstilling af Schopenhauers personlighed, som Nietzsche i høj grad idealiserede, og i bogen bruger til at kritisere samtidens universiteter og de tyske akademikeres videnskabelighed.

Schopenhauers forbilledlighed består for Nietzsche i, at han ville leve det han tænkte og ikke lade videnskabeligheden veje tungere end menneskeligheden. Essayets hårde kritik af videnskabens tendens til form?lsl?s ophobning af viden, uden øje for personlighedens dannelse, viser den unge Nietzsches kvababbelser med universitetsmiljøet, som han endegyldigt brød med i 1879 for at blive forfatter.

Ud fra sin idealisering af Schopenhauer udfolder Nietzsche en harsk kulturkritik: samtiden har ingen samlet kultur og kristendommens tilbagetr?kning har efterladt et vakuum, som tyskerne søger at udfylde med magtpolitik og dyrkelse af staten som religionserstatning.

Schopenhauer som opdrager rummer mange rammende iagttagelser over begrebet 'dannelse' og det giver et fortrinligt indblik i den unge Nietzsches kamp for at finde sig selv og sit eget filosofiske projekt.