Selvsving

Svend Pedersen fortæller om sin opvækst på Nørrebro i Gormsgade. Her boede han i en lille toværelses lejlighed med sine forældre og sin storebror, fra han blev født i 1920, til han var 11 år, hvor familien flyttede til en noget større treværelses på Østerbro i Marstalsgade. Omgivelserne har nok betragtet familien som fattig, men sådan oplevede han det ikke selv. Hverdagen var tryg og forudsigelig, penge var der ikke mange af, der skulle spares – det beskrives gennem barnets øjne, afvekslende med den voksnes refleksioner. Gang på gang fremhæves oplevelsen af solidaritet og sammenhold forankret i forældrenes socialdemokratiske livsholdning, som har præget ham siden. Fortællingen slutter, da han på Blaagaard Seminarium har gennemført sin læreruddannelse. Han ville i dag blive betragtet som mønsterbryder, idet han på trods af sin sociale arv tager en boglig uddannelse, men han ser det selv som en ganske naturlig udvikling med de evner, han havde.