Skygger i Nihil

”Elsk mig, Atalia …” hviskede greven Og han så håb, gemt bag smerten, men håb. Hun greb hans hånd, og sådan sad de sammen i varmen af pejsen. 

”Jeg sidder her …” sagde greven ”- og du kan række din hånd ud mod mig, og jeg vil gribe den, når du har brug for det, for jeg er her, Atalia. Jeg vil altid være her  …” Atalia smilede en lille smil for første gang i månedsvis, og hendes øjne fyldes af tårer. ”Shh  … Græd ikke, min smukke Atalia  … græd ikke,” sagde greven stille. ”Vær stærk. For os. Vær min  … For altid. - For Gabriel  … og Atalia  …” Greven så ind i Atalias blå øjne. ”Jeg vil blot elske dig, min stærke Atalia.” Hun stirrede fortabt på ham, som om hun ikke forstod hans ord. ”Du skal blot elske mig, Atalia  … bare elsk mig …” bad han stille. Måske forstod hun ikke. Men hun forstod hvert et ord.