Sne

Maxence Fermine maler sin historie frem med fnuglet pen. Sne er en forunderlig fabel om kærlighed og haiku, om livets skrøbelighed og skønhedens styrke, og vækker med sin særlige stemme mindelser om f.eks. Paulo Coelho.

Japan i slutningen af det 19. århundrede. I bjergene bor Yuko Akita i en lille hytte med sin far. Den unge Yuko har to lidenskaber: sne og poesi. Han bliver aldrig træt af at betragte sneens skønhed eller at indfange farven hvid i sine haiku-digte. Ved bogens begyndelse skal Yuko, som familie-traditionen byder, træffe et valg: Enten må han blive præst som faderen eller melde sig som kriger. Men Yuko vil følge sit kald: Han vil være digter. For ham er sneen indbegrebet af den fuldkomne skønhed. Hver dag vinteren igennem sætter han sig under et træ på en bjergtop og skriver sine digte.

Da han har færdiggjort sit 77. digt ankommer en udsending fra det kejserlige hof, og han spår Yuko en fremtid som digter ved hoffet. På en betingelse: Yuko skal stå i lære hos den gamle Mester Soseiko for at tilegne sig de rette færdigheder.

Yuko begiver sig på vej over bjergene, men må søge ly for en voldsom snestorm. I en bjerghule møder ham et betagende syn. I en sarkofag af is ligger en ung blond kvinde, død, og med et ansigt så hvidt som sne. Yuko overlever stormen, efterlader kvinden, og fortsætter sin lange rejse.

Mødet med den gamle, blinde Mester Soseiko, en tidligere Samurai-kriger, bliver skelsættende for den unge aspirant. Hos ham lærer han at mestre poesien, malerkunsten og musikken, og frem for alt lærer han kærlighedens kunst. Den gamle Mester bærer på en tung sorg, og en nat fortæller han Yuko hvorfor. Og vi får den tragiske beretning om den unge, franske linedanser Neige, som Soseiko indleder et kærlighedsforhold til. Et lykkeligt forhold, der ender den dag Neige beslutter sig for at gå på line en sidste gang .