Soffi fra Djævleøen

”Far, du kan altså ikke mene, at jeg bare skal sendes væk til nogle tilfældige mennesker og gå på en helt ny skole, hvor jeg ikke kender en eneste. Jeg er ikke en ting, I bare kan smide væk som det passer jer. Jeg er jeres barn!   

Det er ikke altid nemt at være fjorten år, specielt ikke, når man hedder Soffi og har to forældre, der synes, det er en god idé, at man flytter til Jylland hos sin farmor og farfar.

Jylland, virkelig? Det er jo kun landsbytosser og bondemænd, der vælger at bo på den side af Danmark. Og hvordan skal man kunne starte på en helt ny skole uden at kende så meget som en eneste person?

Soffi vil aldrig blive glad for Jylland. Aldrig.

Og så alligevel; for hvad er nu det der, folk kalder for kærlighed?