Spillerne
Spillerne er en dramatisk og farverig roman, der bringer læseren til New York, Las Vegas, Hong Kong og Macao. Man følger de to hovedpersoner Ali og Ethan gennem deres opvækst på hver sin side af jordkloden. Hun bor i Sydkina, mens han lever på Amerikas østkyst, indtil de som voksne mødes og sammen skaber en enestående succes inden for den internationale spil-industri. Ali vokser op med kærlighed, men under trange, fattige kår, og hendes familie kæmper en hård kamp om at få en nogenlunde anstændig tilværelse. Skæbnen fører den stålsatte pige til Hong Kong og senere til Macao, hvor hun hurtigt stiger til tops i kasinobranchen – godt hjulpet på vej af lederen af den sydkinesiske underverden. Ethan tilbringer sin barndom i New York, hvor hans alkoholiske og voldelige far gør livet svært for ham og hans mor. Familien flytter til Reno og senere til Las Vegas, hvor den selvcentrerede og anarkistiske Ethan endelig finder den verden, han er født og skabt til: kasinoverdenen. Sammen opbygger Ali og Ethan et imperium af kasinoer og hoteller på tre kontinenter, indtil en skæbnesvanger hændelse ødelægger alt for parret. Alt må nu sættes på spil en sidste gang, og denne gang er det ikke penge, men menneskeliv der spilles om.
Uddrag af bogen: Om mandagen lukkede han sig ind i sin private suite, hvor han straks blev mødt af lyden af dæmpet klassisk musik. Han smed sin taske på stolen i entreen og løsnede sit slips. Han så sig i spejlet. Der var rynker omkring hans øjne, der ikke havde været der om morgenen. Han sukkede og gik ind i stuen og fandt den oplyst af hundredvis af levende lys. Gardinerne var trukket for og skjulte the Strips blinkende aftenliv. Fra den anden stue så han hende komme gående med små skridt, mens lyden af hundrede violiner omgav ham. Han stirrede betaget på hende. Hun var klædt i en lang hvid stropløs silkekjole, som nåede hende helt til fødderne, hvorpå hun bar indianske sandaler i flettet hvid læder. Kjolen sad stramt og afslørede hendes krops sensuelle linjer, og at hun var nøgen under den. Hendes lange kastanjebrune hår nåede hende til midt på ryggen, og på hovedet bar hun et pandebånd af hvide ørnefjer. Hendes hud forekom mørk mod den kridhvide kjole, hun bar.
Om forfatteren: Flemming Eskildsen er født i 1959 i København og har arbejdet i en bred vifte af brancher som iværksætter og designer. Har i en årrække opholdt sig i Østen og blandt andet drevet virksomhed i Hong Kong og Filippinerne. Et længere ophold i Kina gav ham idéen til denne roman. Spillerne er hans debut inden for spændingsgenren.
Forfatter | Flemming Eskildsen |
---|---|
Forlag | Forlaget mellemgaard |
Indbinding | Hæftet |
Thema koder | Skønlitteratur: generelt |
Varegruppe | Skønlitteratur |
Ekspedition | DBK |
Udgivelsesdato | 3. jun. 2013 |
Sideantal | 560 |
Bredde | 151 |
Højde | 216 |
Dybde | 44 |
Vægt | 756 |
Første udgave | 2013 |
Oplagsdato | 3. jun. 2013 |
Oplag | 1 |
Udgave | 1 |
ISBN-13 | 9788793025394 |
ISBN-10 | 8793025394 |
EAN | 9788793025394 |
Sprog | dan |
Orignalsprog | dan |
Omslagsgrafiker | Therese Buch-Andersen |
Illustreret i farver/sh | Nej |