Sporskifte

Det begynder i oktober 1979, da Heinesen ikke alene var trådt tilbage som finansminister efter at have udtalt de senere så ofte citerede ord om den ”afgrundens rand”, han mente, landet nærmede sig, men også havde afslået at fortsætte på nogen anden ministerpost. Og det skildrer, hvordan Heinesen alligevel fortsatte med at være en central skikkelse i Socialdemokratiet, med en varm forbindelse til Anker Jørgensen, som han jo var politisk uenig med i mange sammenhænge, men vedblev at sætte pris på. Han skildrer centrale personer i partiet, og han skildrer modsætningerne i partiet, ikke mindst Socialdemokratiets hele tiden voksende modsætningsforhold til fagbevægelsen, især i skikkelse af Thomas Nielsen, der afskyede Anker Jørgensen for et godt ord, hvilket selvfølgelig ikke bidrog til den gode stemning nogen steder. I 1985 havde Heinesen fået nok af Christiansborg. Han sagde farvel og tak og blev direktør for Københavns Lufthavn og fik den med stor dygtighed bragt ind i nutiden. I 1989 blev han koncernchef i Spies/Tjæreborg-koncernen, og det er ikke kedeligt at læse om, hvordan Janni Spies og ikke mindst hendes bror, Leif Brodersen, rådede og regerede, - på en måde, så Heinesen tog sit gode tøj og gik allerede to år efter. 1991 kom han til BRF-kredit, og dér sluttede hans professionelle karriere i 1995.