Standardisering og certificering

EU har i de sidste par årtier i stigende grad anvendt standarder som en erstatning for og som et supplement til traditionel normativ regulering. Erfaringerne med at styre via detailregulering var dårlige. Det tog for lang tid, den politiske enighed var svær og nogen gange umulig at opnå, og endelig var den teknologiske udvikling ofte løbet fra de tekniske specifikationer, før disse blev vedtaget som offentligretlige normer. For at undgå disse problemer har Fællesskabet introduceret den nye metode. Denne består i rammedirektivform at fastlægge de overordnede krav til produkter og andre ydelser. Udfærdigelsen af de tekniske specifikationer overlades til europæiske standardiseringsorganisationer, der udfærdiger disse som frivillige standarder. Flyttes dermed en del af den regeludstedende kompetence, og hvilken effekt har det? I denne bog søges dette spørgsmål belyst for så vidt angår den miljøregulering, der sker eller kunne ske via anvendelsen af standarder. Bogen anvender naturgasområdet som eksempel for at anskueliggøre problemstillingen.