TEKTONIK

Karl Christiansen bringer rundhåndet denne årtusindlange erfaring i spil, både hvad angår indhold og form. Hans fremstilling af tektonikkens teori inddrager eksempler fra det græske tempel til Utzon og Zaha Hadid; men vigtigere er måske det særligt arkitektoniske blik på videnskabens og filosofiens historie gennem de samme årtusinder: fra Euklid til Mandelbrot, fra Aristoteles til Heidegger. Arkitekten er naturligvis en skaber af ny form, ikke en formidler af hvad der har været; men denne frihed, ja ”frækhed”, der ”tager hvad der kan bruges” i historien, lader ofte denne komme mere til sin ret end ”objektive” (dvs. uinteresserede) helhedsbetragtninger. Og hvis Christiansen deler Heideggers kærlighed til den græske tanke – og sågar det græske sprog – lader han ikke det teutonske tungsind få det sidste ord om teknikken og vor tids muligheder for at skabe aldrig før sete former uden at forfalde til ”overflade”. Som filosoffen kræver Christiansen alvor af arkitekturen – men det er arkitekturens egen alvor: ”det absolutte sammenfald mellem den form vi står overfor og den måde samme form er skabt på”. 

Bogen henvender sig begribeligvis til læsere engageret i arkitekturens teori og praksis; men ved sine transversale bevægelser gennem sproget, filosofien, matematikken, billedkunsten, psykologien og etikken, vil den interessere et langt bredere publikum. Teknisk set er bogen den syntetiske opfølger til den analytiske (engelsksprogede) tectonics – the meaning of form (196 s., Systime 2015) der belyste Christiansens begreb om det tektoniske ved 50, meget forskelligartede, eksempler fra den fysiske verden. Den tektoniske fordring sætter heroverfor, med Kants ord, begreb på anskuelsen. Der er dog stadig tale om en rhapsodisk, essayistisk skrivestil, hvor hvert enkelt afsnit – gerne modstillet intrigerende illustrationer – står og kan læses for sig selv. Tektonikken er, som forfatteren viser, ikke bare arkitekturens etik, men også dens poetik.