Uddannelse til ordentlighed

Med afsæt i Michel Foucaults analyser af opkomsten af den moderne medicin som en socialmedicin vises, hvordan hospitalerne ændres fra at være opholdssted for fattiglemmer, der ikke kan ernære sig selv, til at blive en helbredelsesanstalt for syge, der skal gøres til sædelige, arbejdsduelige borgere. I denne proces bliver den udannede, uuddannede stuekones manglende lydighed og sædelighed et problem, og hun bliver i en glidende bevægelse afløst af dannede, uddannede kvinder, der formodes at besidde egenskaber, der gør hende bedre i stand til at imødekomme lægens behov for en hjælper.
Afhandlingen viser, hvordan sygeplejeeleven må tilpasse sin rolle som et hjul i et stort maskineri ved at blive kastet ud i arbejde, altid at have travle hænder, bære stort ansvar og modtage irettesættelser, når hun gør noget forkert.
Afhandlingen konkluderer, at eleven dannes til ordentlighed, som rummer både at holde orden, at skabe system og at opføre sig på den rette måde. Sammen med afdækningen af disse måder at blive dannet på vises, hvordan eleverne gør modstand mod at lade sig danne til ordentlighed. Derefter diagnosticeres det moderne samfund som et postdisciplinært individualiserende samfund, hvor ethvert menneskeligt potentiale forestilles at kunne opdyrkes og udnyttes på arbejdsmarkedet.
Til sidst foretages nogle nedslag i perioden fra omkring 1990 frem til 2000, hvor det vises, hvordan sygeplejersken også i denne periode søges dannet til ordentlighed, men nu i en moderne form, hvor det at holde orden er nedtonet, og vejledning kommer til at afløse irettesættelser som måden, hvorpå den kommende sygeplejerske søges dannet til sygeplejerske.