Undskyld, du har vel ikke set mig?

Uddrag af bogen 

Det var midt i oktober, og blæsten fejede allerede koldt om hushjørnet med favnen fuld af raslende blade, som den dryssede fra sig langs hækken i en nydelig ensartet stribe. Den hvide fuldmåne lyste spøgelsesagtigt over havens høje træer, og lugten af søvand kom drivende op over plænen. Selma gik automatisk ad havegangen mod lågen, for uvilkårligt var hun på vej til deres ældste datter, som boede nogle få hundrede meter nede ad vejen sammen med svigersønnen og de krølhårede børnebørn. Men ved lågen vendte hun efter en pludselig indskydelse om igen og gik ned mod søen og bådebroen. Jollen lå og huggede på små krappe bølger, mens den hidsigt prøvede at rive sig løs af sine fortøjninger for at sejle sin egen sø. Selma iagttog tankefuld jollen. Var det mon sådan, han havde det – hendes Jørgen? Følte han sig solidt fortøjet både for og agter, og tænkte han, at der kun var alt for kort tid, til han skulle på land for vinteren?