Vandring inden ophør

Dagene er vokset ud af rygraden, de er
årenes tentakler, årene
som mit skind er vævet af.
Det er de forladte øjeblikke,
der slæbes efter kroppen, snart sønderrevne,
snart kapslet i vokshud.
Det er al tid trukket
gennem landskaber med øjenløse ender,
der alle steder syger næring og laver spor
henover bakker og dyrehuller. Senere
er stederne golde, overladt til erindring
der som frynser viftes uden vilje
i øjeblikkets koncentration
og pludseligt hænger slappe,
når tanken jages videre, ansigtet
vendes frem.